Andreas

Af Andreas´ mor, marts 2011

Jeg ser ind i vores legerum hvor vores tre dejlige børn leger. Andreas rejser sig og ser på mig. »Vil du hjælpe mig?«, spørger han. ”Ja, hvad skal jeg hjælpe dig med?«, svarer jeg. »Sætte vogn på min traktor«, siger Andreas. Sammen får vi vognen på den lille traktor. Tænk for flere år siden ville han bare have ødelagt sin traktor, fordi han ikke vidste, hvad den skulle bruges til. Nu kører han den lille model, og finder selv landbrugstæppet frem og kender årets gang i landbruget og samtlige maskiner. Han iscenesætter sin egen lille leg. Med en lille tåre i øjet tænker jeg 6 år tilbage og sender min mand et kærligt smil. Jeg kan se at vi deler stoltheden: dette er vores lille familie med tre dejlige børn.

Når jeg tænker 6 år tilbage, husker jeg det, som var det i går. Hele vores verden blev vendt op og ned. Den gang bestod vores familie kun af Andreas på 2 år og hans mor og far. Vi blev på dette tidspunkt bekendt med, at der var tændt et bekymringsbarometer for Andreas i dagplejen. Ingen havde tidligere nævnt noget om problemer med Andreas hverken i udvikling eller lignende.

Men nu kørte møllen, der kom en pædagogisk konsulent på, og han kom til udredning på børneafdelingen. De værste dage i vores liv, hvor vi noget naivt blev ved med at bekræfte hinanden i, at det nok ikke var så slemt. Vores lille smukke, dejlige helt unikke dreng var bare langsom, og havde dårlige ører. Men dette var ikke virkeligheden. Så alle de drømme vi havde haft, om det perfekte barn og familieliv var pludselig slet ikke i sigte længere. I min frustration følte jeg mig frarøvet en fremtid, som jeg bare havde forventet sammen med vores barn. I dag står det soleklart, det var slemt, og meget værre end vi på nogen måde kunne have forestillet os. Vi blev handlingslammede, og fik først den endelige diagnose 1½ år efter, infantil autisme og mental retardering. Her var vi også klar til at modtage denne.

Vi var et ½ år forinden blevet forældre til en dejlig lille pige. Vi burde være så lykkelige, men der var skyer på himlen. Andreas var meget interesseret i sin lillesøster, men vidste slet ikke hvad han skulle gøre med hende. Vi forældre var meget frustreret og overvejede en stund at splitte familien op. Men her kom min helt fantastiske svigermor ind i billedet med en lille pjece i hånden. Men en anelse nervøsitet i stemmen sagde hun: »Kig på denne!«. Det var en pjece fra ABA-foreningen om et forældrekursus. Vi tog af sted på denne weekend. Det var en stor oplevelse for os, og vi har aldrig nået så mange store ting på en weekend. Vi erkendte ikke alene virkeligheden af Andreas’autisme, men vi kunne tage og føle på det, da vi nu vidste hvad vi ville gøre. Vi ville tage ansvaret for Andreas læring. Vi ville hjælpe ham med at lære at lære.

»En rejse på 100 mil starter altid med det første skridt«.

Vi fik hjælp fra foreningen og forum for ABA-forældre samt andre forældre med børn i ABA-træning. Vi fik set træning, hjælp til ansøgning og ikke mindst gode råd. Vi kunne ikke vendte med at gå i gang og valgte derfor at betale supervisionen selv. Nu var rejsen i gang. Der skete mange ting på kort tid. Forstil dig at dit barn igen ser på dig med store øjne, siger mor som et af sine første ord. Det var som benzin på et bål. Men det skulle holdes i gang. Det var hårdt arbejde, træning om dagen og skrive programmer og ansøgninger om natten. I dag tænker jeg, hvor kom kræfterne fra. Men man finder nogle kræfter frem, man aldrig troede man var i besiddelse af. Samtidig gav det en ro i vores lille familie, vi begyndte at blive en familie, hvor alle hvilede mere i sig selv. Vi kæmpede som par for at få en familie til at fungere med hinanden trods alle de odds der var imod os. Vi kunne begynde at bevæge os uden for vores hjem og løfte hovedet igen. Nyde at det var forår, en ny begyndelse på en helt fantastisk rejse fyldt med udfordringer og ikke mindst store oplevelser.

Andreas nåede at gå i sin specialbørnehave i 2 år. Da vi gik i gang med ABA-træning af Andreas samarbejdede vi med specielbørnehaven de første måneder, 1 time 1:1 om dagen og deltagelse i supervision. Men den 1. maj 2007 var det en realitet at Andreas kom i en almindelig børnehave med støtte i 25 timer. Den gang var han blevet 4 ½ år. Kommunen gik med i samarbejdet, og vi fandt sammen en god løsning for et samarbejdet. Men der er altid udfordringer og små sten eller bump på vejen.

Men vi havde fundet det vi søgte.

»Et sted at stå, som gav os en vej at gå, for mål at nå«.

Dette har fulgt os siden. I de gode tider og i dårlige tider.  

Andreas´ udvikling gik ikke med raketfart, men han udviklede sig og begyndte efter 1½ år med ABA-træning at vise interesse for at begynde at tale. Jeg husker, at jeg ofte tænkte, må jeg dog bare høre mere af din stemme. Vi sad i haven og legede med et plasticrør som giver lyd hvis man sviger det i luften. Jeg fik en skør ide. Jeg sagde et ord i den ene ende af røret, og bad Andreas gøre det samme i den anden ende. Der skete intet de første mange gange, men pludselig kom der en lyd, han imiterede ordet mor. Jeg kan ikke beskrive den glæde det gav. Det havde simpelthen ikke tidligere været muligt at få Andreas til at imitere et af de små 8 ord han kun brugte, når det passede ham. Herefter kom der flere ord til, de var dog ikke så tydelige at alle kunne forstå dem Men vi har trænet, og gør det stadig, og vi kan nu kommunikere med ham verbalt. Han siger sætninger som er indlært og disse er nu en naturlig del af hans hverdag. Han kommer med spontant sammensatte sætninger. Han deler sine oplevelser fra sin dag med os, og vi kan spørge til ting.

Jeg husker første gang for 2 år siden, at der var en læge på børneafdelingen ved den årlige kontrol, der sagde, »din søn har da kommunikation«; han er interesseret i at være i kontakt med sine omgivelser, og han lytter. For første gang i meget lang tid følte jeg, at Andreas fik en offentlig anerkendelse, som han i den grad fortjente for sit hårde arbejde. Jeg tænkte, da vi gik, at jeg ikke kunne bede om mere fra nogen den dag. Dette var den bedste medicin for sjælden. Jeg kunne ikke vente med at komme hjem og fortælle min mand om dette.

Der har været så mange sejre med Andreas og hans ABA-træning. Han har kravlet over nogle bjergtoppe, som vi aldrig havde turdet tro på, da vi gik i gang. Han er renlig, noget ingen havde ment han ville blive, han lærte at køre to hjulet cykel selv om han ikke en gang kunne dreje rundt på en firehjulet traktor. Da han først knækkede koden til det at dreje rundt på pedalerne, gik der tre dage, så kørte han uden støtte hjul. Så nogle ting i hans udvikling går altså hurtigere end andre. Men set i forhold til hvor han var, og hvor begrænset udvikling der skete i specialbørnehaven. Så er det jo fantastisk, hvor vi står i dag, selvom der er langt op til hans jævnaldrende.

Andreas er trods sit handicap en super glad dreng, der sjældent er sur, han er vellidt af andre mennesker, og han har et supergodt netværk som støtter op om ham og ikke mindst hele vores lille familie. Han er glad for at træne dagligt og efterspørger dette på fridage. Der er mange udfordringer i forbindelse med træningen, da han har sin egen vilje og koncentrationsbesvær samt har svært ved det ekspressive sprog. Men det er jo ting, vi arbejder med i det daglige.

Selvom det for nogle mennesker kan lyde som en stor udfordring for et lille menneske at træne så meget hver dag, kan jeg jo kun sige, at Andreas er glad for det, og han er stolt hver gang han lærer noget nyt. Han overrasker os ofte, over de ting som han kan lære. Jeg er glad for, at vi overtog ansvaret for hans læring, hvis han ikke havde modtaget ABA, havde han nok aldrig 'lært at lære'.

I dag går Andreas på en almindelig lille friskole med fuld støtte, de timer han er på skolen. Andreas deltager i alle de timer han magter, og det kan variere. Vi er nød til at tage højde for hans almentilstand. Han har vist nogle skolefærdigheder, som jeg slet ikke havde drømt om at han ville kunne få. Han regner små opgaver og kan matche ordkort til billeder, han kan forstå en kort konkret tekst som læses op for ham, hvorefter der stilles konkrete spørgsmål. Han kender bogstaver og tal. Han blander sig i snakken omkring sig og fanger alt. Så ingen hemmeligheder bliver fortalt i hans påhør ;-)). Hans indre sprogforståelse er vokset helt vildt, og når jeg ser på ham, bliver jeg super stolt. Han har nået så mange ting igennem årene. Han er i kontakt med sine omgivelser, og har små legeaftaler med støtte i hjemmet, og hans klassekammerater er søde og åbne små rollemodeller overfor ham, trods det at han er så anderledes, som han er. En dreng beskrev for mig, »Når Andreas gør sådan med hans arme eller siger lyde, så er det bare fordi hans hjerne er anderledes end min«. Ja, du har ret min dreng, der findes en simpel måde at sætte ord på tingene.

Andreas hjemmetræner hver dag efter skole og her arbejdes stadig meget 1:1, vi har legeaftaler, og han deltager i fritidsaktiviteter som ridning og familiesvømning. Andreas deltager også i børnefødselsdage med støtte. Andreas er med til familiefester og udflugter med familien. Vi sikrer os altid, at han kan komme hjem, hvis han ønsker dette. Men han nyder at være med, og han har heldigvis sit dejlige smil på læbe. Det betyder også, at der er mange der taler til ham. Han har stadig behov for mere eller mindre støtte i samværet med andre børn, men han ser på de andre og observere hvad de gør, og forsøger at samtale med dem. Det går bedre og bedre. Han er blevet storebror for anden gang for et år siden, og her er forskellen virkelig at se. Hans lillesøster nummer to er virkelig et menneske han har kastet alt sin kærlighed på, og denne gang med en helt anden fornuft. Så han har trods sine vanskeligheder også nogle sociale kompetencer, som skal dyrkes og plejes.

Jeg er dybt taknemmelig overfor de mennesker, der hjalp os med at finde vejen til ABA-metoden. Dette har hjulpet os til at finde ind til Andreas og hans læringspotentiale. Den udvikling som Andreas har nået, og den rejse, vi som familie er på, er fyldt med udfordringer, men dette overskygger ikke de mål vi har nået. Vi har nået det største mål for os, at vi er en familie som kan navigere i den situation som vi er i. Vi har en hverdag sammen, og vi har fået overskud til at leve. Vi er kommet videre sammen som familie, hvor der er plads til alle trods forskelligheder. Andreas udvikler sig, og vi håber at han vil nå endnu længere og derved få de bedste forudsætninger for et godt liv nu og i fremtiden.

»At man, når det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest må passe på at finde ham, der, hvor han er, og begynde der«.
Søren Kirkegaard 1859

Tilbage til oversigten over alle børnene

Redaktionen / 15.03.2011