Camilla

Af Elisabetta Vaudano (januar 2006)

Læs også fortsættelsen fra april 2011

Camilla er en lille pige på 8½. Hun bor i København (Valby) sammen med mig, hendes mor Elisabetta (jeg er italiener), sin far Ole (som er dansk) og sin bror Andreas, som er 6½. Hun har også en storebror, Carlo, som er 12, og bor i Italien. Camillas far arbejder i Bruxelles og er derfor normalt kun hjemme i løbet af weekenden.

Camilla fik diagnosen Infantil Autisme på Bispebjerg Hospital, da hun var 5½ år gammel. Da jeg spurgte, hvad jeg kunne gøre for at hjælpe Camilla, svarede overlægen på Bispebjerg: ”Du er nødt til at vænne dig til tanken om, at din datter har brug for støtte resten af livet”. Jeg fik ikke et eneste konstruktivt forslag, men derimod blev ordet ’specialskole’ straks nævnt. Selvom Camilla ganske vist havde helt specielle sider, så mente jeg også, at hun havde mange uudnyttede ressourcer, og jeg brød mig bestemt ikke om forslaget om specialskole.

Derfor besluttede jeg mig for at konsultere nogen i Italien, og jeg tog sammen med min datter ned til en psykolog i Mondovì (tæt ved min hjemby Torino), som er ekspert i autisme og arbejder på et offentligt børneneuropsykiatrisk center. (Italiensktalende kan se nærmere på denne hjemmeside).

Selvom han ikke havde særlig meget tid (han modtog os med meget kort varsel af ren og skær venlighed), så foretog han nogle grundlæggende tests, som er uafhængige af sprog (Camilla er tosproget, italiensk-dansk), og observerede Camilla, mens hun legede med Andreas. Han kunne bekræfte, at testene scorede Camilla til at have autisme/Aspergers, men hans holdning var helt anderledes end den, vi havde mødt på Bispebjerg. Han sagde: “Hos Camilla er der masser af potentiale. Hun har mange ressourcer, hun kan udvikle”.

Så gik Ole og jeg i gang med at læse for at finde ud af, hvad der var den bedste vej frem. Gennem amerikanske bøger fik vi information om ABA-metoden. Og så søgte Ole på nettet og fandt ABA-forum, og så begyndte det hele …

Vi blev hurtigt overbeviste om, at ABA metoden ville være det rigtige for Camilla, men det blev en hård kamp at få etableret et projekt for hende. Ukendskab til ABA – og derfor ofte tøven eller direkte modvilje – var den fremherskende holdning, vi mødte, mens vi pendlede mellem forskellige offentlige myndigheder og embedspersoner. Heldigvis har vi hele tiden fået en solid opbakning omkring projektet fra Camillas institutioner: først børnehave og senere fritidshjem og skole. Denne opbakning har været afgørende for, at Camillas ABA projekt er blevet etableret og kommet godt i gang.

Da Camilla begyndte med ABA træningen, talte hun kun meget lidt; hun havde kun begrænset interesse for andre børn (parallel-leg var det mest avancerede, hun kunne), og hun selvstimulerede desuden en del.

I dag går Camilla i en første klasse i en almindelig dansk skole, og hun er så heldig at have et ABA-projekt, som er finansieret af Københavns Kommune, og som Gunnar Gløersen superviserer. Vi er nu i gang med projektets andet år, og hun gør utrolig store fremskridt.

Da Camilla er højtfungerende, og det for hende er afgørende, at alt udvikles med øje for den sociale dimension, har hun stort set altid trænet sammen med mindst et andet barn fra klassen eller i en lille gruppe. Lige nu er hun nået så langt, at hendes træning foregår i en gruppe sammen med 4-5 andre børn fra klassen; men højst 1-2 timer om dagen. Resten af tiden er Camilla blot med på klassen sammen med de andre børn, på lige fod med dem. På klassen får hun hjælp af enten sin støttepædagog eller sin klasselærer, som begge deltager i projektet. De er begge to utrolig gode til at prompte hende, når det er nødvendigt, men ikke mere, og til at stimulere hende og lære hende, hvordan hun hjælper sig selv, så hun bliver selvstændig. Og det virker! Camilla bliver hver dag mere og mere aktiv og bevidst om ting, og hun lærer og er meget glad!

Hendes selvstimulering er fuldstændig væk, og hendes sprog er forbedret meget, både det danske og det italienske. For bare et år siden var det fuldstændig umuligt at få ud af hende, hvad hun havde lavet i skolen eller på fritidshjemmet. Nu får jeg en omfattende og livlig historie hver dag! På fritidshjemmet har de fortalt mig, at hun er blevet så god til at lege, at de ofte undlader at træne, fordi hun får al sin træning gennem det intense samvær med legekammeraterne.

Et vigtigt punkt for Camilla har været, at hun har fået mulighed for at bruge sine styrkesider til at udvikle sine sociale færdigheder. Camilla er utrolig god til at tegne og male, og har nu også fået en stærk interesse for teater. For tiden går hun til billedskole og teater en gang om ugen, uden støtte. Hun elsker det, og de andre børn beundrer hende for hendes kunstneriske evner, som på den måde kommer til at fungere som udgangspunkt for en masse godt socialt samvær på et område, hvor hun føler sig sikker.

Noget andet, der har været afgørende for Camilla, er, at hun har en meget udadvendt og social lillebror. Det betyder nemlig, at hun helt automatisk bliver presset til 12 timers træning om dagen!

For tiden gør hun meget store fremskridt, og det er vidunderligt for os at se. På den anden side er vi altid nervøse for, hvad der kunne ske, hvis hendes træner gav op (hun har dog lige bekræftet, at hun gerne vil blive et år mere), eller hvis hun skulle have ny klasselærer. Vi er på rette vej, men isen er endnu tynd …

Mit råd til alle, som kommer i samme situation, som vi har været, er: Lad være med at tro på folk med en pessimistisk holdning. Lyt til dine følelser som forælder, for der er ingen, der kender dit barn så godt, som du selv, og så: Bliv ved! Alle børn har masser af ressourcer, og ABA er en vidunderlig teknik til at hjælpe dem med at lære at bruge disse ressourcer … resten af deres liv.

April 2011

Der er nu gået 5 år siden Camillas historie blev lagt her på Abaforum, og det er på tide med en opdatering. Camilla er nu 13 år gammel, teenager, og er for nylig flyttet fra København til Bruxelles.

Camilla var med i det Købehavnske ABA-forsøgsprojekt fra børnehaveklassen til og med anden klasse. Hendes ABA-træning blev superviseret af Gunnar Gløersen. Som beskrevet ovenfor er Camilla højtfungerende, hendes vanskeligheder begrænser sig hovedsageligt til den sociale sfære, og derfor har hendes ABA-træning altid bestået af social træning integreret i en lille gruppe af typiske børn, eller i klasseværelset. Da Camilla startede i 3. klasse blev ABA-forsøgsprojektet standset, men for at opretholde en grad af ”ABA-inspireret” pædagogik fik vi stadig en vis supervision (halvanden time en gang om måneden) fra en lærer på Frejaskolen, og Camillas ABA-træner kunne fortsætte skoleåret ud, hvilket var godt.  

Fra børnehaveklassen til 3. klasse blev antallet af støttetimer trappet ned fra 12 til 8 timer om ugen i skoletiden; de første to år modtog Camilla også ABA-træning i fritidshjemmet, mens hun ingen støtte havde i 3. klasse.

Gennem hele denne periode udviklede Camilla sig og gjorde meget tilfredsstillende fremskridt. Dette var muligt takket være den store dedikation hvormed ikke alene hendes støttepædagog, men også hendes klasselærer og personalet i fritidshjemmet fortsatte med at bruge de teknikker, Gunnar Gløersen havde lært dem, selv efter at han ikke superviserede indsatsen længere. De fandt faktisk metoderne meget nyttige, også til at hjælpe andre børn med sociale problemer eller indlæringsvanskeligheder. Camilla fulgte godt med fagligt og var også i stand til at have positive, sociale relationer til de andre børn, selvom det kun var sjældent at hun aktivt søgte eller tog initiativ til social interaktion.

4. klasse var præget af mange omvæltninger og nye udfordringer. Der kom nye lærere i både dansk og matematik. Camillas ABA-træner stoppede, og de syv ugentlige støttetimer blev fordelt mellem tre forskellige personer, som alle var helt uden erfaring med ABA og i øvrigt ikke altid var der. Der var ikke længere plads til Camilla i fritidshjemmet, det var på tide at finde en ungdomsklub til hende. Samtidig måtte Camilla’s mor se sig om efter et nyt job, da den biotekvirksomhed hun arbejdede for ikke kunne fortsætte sine aktiviteter.

De andre børn i Camillas klasse begyndte så småt at forvandle sig til teenagere; Camilla ændrede sig også, men blev ved med at have mere barnlige interesser end sine klassekammerater. Disse forandringer gav grobund for nogle nye interaktionsmønstre i klassen, og de andre børn blev langt mindre interesserede i Camilla, og langt mindre tolerante over for hende. Det gjorde hende nogle gange ked af det, af og til begyndte hun endog at græde, for hun kunne ikke forstå hvorfor de opførte sig som de gjorde.

Indtil da havde Camillas problemer aldrig været omtalt over for de andre børn, men nu besluttede vi at gøre noget ved det. Først og fremmest var det nødvendigt at tale med Camilla og på en eller anden måde forklare hende, at ligesom der er børn som har problemer med at skrive eller tale, så havde hun problemer med at interagere med andre mennesker, med at aflæse deres følelser, og at det var derfor de nogle gange blev vrede på hende. Det var bestemt ikke nogen nem samtale, og den gav anledning til hel del tårer fra hendes side. Ikke desto mindre erklærede Camilla sig enig i at det ville være en god idé at fortælle hendes venner om de problemer hun havde, så de kunne forstå at det ikke var noget hun gjorde med vilje. Klasselæreren talte med pigegruppen i klassen og det bidrog meget til at forebygge yderligere konflikter.

Alligevel gled Camilla og klassens piger langsomt længere og længere fra hinanden, for hun havde ikke de samme interesser som dem. Det virkede egentlig ikke som om det betød noget for Camilla, selvom hende forældre var bekymrede og forsøgte at gøre noget for at fremme hendes sociale kontakt.

I løbet af dette år begyndte Camilla at gå i Teaterbutikken tre eftermiddage om ugen. Det var virkelig en succes, og Camilla fandt en masse glæde og udviklingsmuligheder I de veltilrettelagte workshops og teatertræningen, som foregik i et atmosfære af stor tolerance og respekt, hvor ingen behøvede føle sig anderledes - eller rettere, hvor alles forskelligheder blev set som en berigelse af gruppen.

Med 2010 og 5. klasse kom der endnu flere forandringer. Camillas mor fandt endelig et arbejde, men det var i Bruxelles, hvor også Camillas far havde arbejdet i nogle år. På skolen blev al støtte trukket tilbage og Camilla blev kun tilbudt 45 minutters ekstraundervisning om ugen. Lærerne kunne se at Camilla ikke var glad, hun trak sig mere og mere tilbage i sin egen verden, og det bekymrede os. Det var igen tid til at træffe nogle valgt.

Der var den mulighed at hele familien kunne flytte til Bruxelles for en tid, og at Camilla så kunne gå på Den Europæiske Skole i Bruxelles, hvor der var en dansk sektion. Da Camillas mor opsøgte inspektøren på den europæiske skole var der en glædelig overraskelse: hvis vi kunne fremskaffe de rigtige papirer, ville Camilla sandsynligvis kunne få en støttelærer. Camillas forældre gik i aktion, og tingene begyndte at falde på plads. Den Europæiske Skole havde en dansk skolepsykolog tilknyttet, som boede i København, men som to gange om året besøgte skolens danske sektion og de børn der var der med særlige behov. Hun skrev så en rapport med forslag til hvilken form for støtte de behøvede. Psykologen blev kontaktet og indvilligede i at læse al dokumentationen fra Camillas ABA-træning, besøgte hende I skolen I København og talte med hendes gamle og nye lærere. På denne baggrund anbefalede hun at hvis Camilla blev optaget på skolen, skulle hun have 9 timers støtte om ugen.

Camilla begyndte i 2. sekundærklasse (svarende til 6. klasse) i september 2011. På trods af udfordringerne virker hun meget gladere og indtil videre klarer hun både de faglige krav i skolen (der er både prøver og karakterer) og de mange sprog (der er lige så mange timer engelsk som dansk, og undervisningen i musik, gymnastik og billedkunst foregår på engelsk eller fransk).
 
Hun er vellidt i klassen skønt hun ikke rigtig har dannet nogen rigtige venskaber endnu, og bruger mange timer inde på sit værelse hvor hun ser japanske tegnefilm, tegner mangategneserier og danser til musikken på sin Ipod. Skyldes det hendes autistiske træk, eller det faktum at hun er en teenager? Eller begge dele? Det er ikke til at sige. Hun arbejder også meget på at udvikle sine kunstneriske evner (det bliver måske den vej hun kommer til at gå, og hendes kammerater beundrer hende meget for hendes kreationer), og forhåbentlig vil hun snart starte i en Italiensk teatergruppe. Hun har er et godt forhold til den danske hjælpelærer, og vi er i jævnlig kontakt. Med nogle måneders mellemrum afholdes der møder med alle lærerne i klassen hvor der bliver gjort status over Camillas udvikling, og det bliver det besluttet hvis der er noget der skal ændres.

Camilla har primært brug for sin støtte til det boglige når der er begreber inden for matematik eller litteratur som bliver meget abstrakte – så kan hun have brug for en hjælpende hånd. Socialt bliver hun opmuntret til at opsøge de andre børn og også til at spørge om hjælp hvis hun har brug for det, så hun ikke forfalder til passivitet.

Til maj kommer der en ny psykolog fra Danmark og besøger Camilla. Vi får se hvad det bringer, men hvis Camilla ikke havde modtaget ABA-træning i sine første skoleår er det langtfra sikkert, at hun var nået så langt som hun er nået i dag.

Tilbage til oversigten over alle børnene

Redigeret og oversat fra engelsk af Cecilia Brynskov og Peter Westh/ 16.04.2011