Marcus

MarcusHej, mit navn er Marcus.

Jeg er fem år og går i en udflytterbørnehave i Brønshøj. Vi bliver hver morgen samlet op af en stor bus, som kører mig og mine kammerater ud til vores børnehave, som ligger ved Arresø. Når klokken er blevet mange, kommer bussen igen, og så kører vi hjem til Brønshøj, hvor vores mor og far henter os.

Jeg har lige været på koloni med resten af børnehaven, hvor vi ikke var hjemme i fire dage. Det var anden gang, at jeg var med på koloni. Vi var 50 børn af sted og havde det rigtig sjovt. Vi lavede en masse spændende ting. Vi havde OL-dag, var på en 5 km gåtur, havde bamsefest og bagte ”grønne” pandekager. Min gruppe hed ”blodgruppen”, og vi var 6 drenge og 1 pige. Vi havde lommelygter med og sov alle sammen i én stor bunke på madrasser på gulvet. Vi havde to voksne med i min gruppe. Den ene var min ABA-træningsleder. Hun har lært mig en hel masse. Min mor og far har også lært mig en masse, og min storesøster og min storebror har været super legekammerater derhjemme.

Sådan har det ikke altid været. Da jeg var 2½ år gammel, fandt nogle mennesker ud af, at jeg ikke var som alle de andre børn. De sagde, jeg havde infantil autisme. Inden jeg startede med at træne ABA med min mor, kunne jeg ikke tale, og jeg forstod ikke rigtig, hvordan jeg skulle lege med andre børn – heller ikke min storesøster og storebror. På Bispebjerg Hospital sagde de, at jeg nok ville være pasnings- og støttekrævende resten af mit liv, og at jeg sandsynligvis ikke ville komme til at tale.

Min mor var min første ABA-træningsleder. Hun lærte mig at være opmærksom og at se på andre mennesker. Hun lærte mig at forme min mund rigtigt og sige rigtige lyde. Hun lærte mig også at sætte lyde sammen til ord og sætninger. Hun lærte mig at imitere bevægelser, lyde og ord og en hel masse andre ting, som jeg helt har glemt, at jeg ikke kunne fra starten. Jeg var meget sammen med min mor, da jeg gik i vuggestue!

Nu går jeg altså i en helt almindelig børnehave. I starten var der meget, som jeg skulle lære, for der var virkelig meget, som jeg ikke kunne lige så godt som de andre børn. Ja, jeg skulle i virkeligheden nok først lære at ”se” de andre børn og forstå, at de betød noget for mig, og jeg for dem. Alt det, jeg skulle lære, lærte jeg i første omgang alene sammen med min ABA-træningsleder. Når jeg var blevet rigtig god til det, skulle jeg lære de samme ting – bare sammen med de andre børn på min stue. De kom på skift over til mig og min ABA-træningsleder i vores træningsrum, og de syntes, det var rigtig sejt at være med mig i min skurvogn for at lave ting sammen med mig. Min ABA-træningsleder måtte lave en venteliste, så der ikke var nogen, der blev snydt og blev sure. Til sidst skulle jeg øve alt det nye, jeg havde lært sammen med alle de andre børn i resten af børnehaven.

Jeg er blevet rigtig god til at snakke nu og kan tale med alle voksne og alle børn i min børnehave – også buschaufføren. Når jeg snakker i telefon med min familie eller folk, der ringer til os, er der ingen, der har problemer med at forstå, hvad jeg siger. Jeg elsker at lege, og synes, at det er supersjovt at have vilde kampe i puderummet, at lege med playmobil sammen med mine bedste venner på grøn stue, at cykle og hoppe stortrampolin med min bror og søster og lege de vildeste piratlege med min far og storebror.

Jeg har nu lært alt det, som alle de andre 49 børn kan, når man som mig er 5 år og går i børnehave. Vi leger, tegner, går på tur, laver ler og malerier, spiller spil, spiller fodbold og slås i puderummet. Hvis jeg skal lære noget, lærer jeg det nu på samme måde som alle de andre. Jeg skal altså ikke længere lære det af min ABA-træningsleder først.

Nogle gange har jeg legekammerater med hjemme hos mig, og andre gange er jeg ude at lege hos nogle af de andre – det er fedt.

Jeg øver mig nu, til jeg skal i skole om 1 år. Jeg håber, jeg skal i samme skole som min storesøster og min storebror. Det vil være rigtig sejt, så kan vi nemlig følges ad hver morgen. Jeg har flere gange været på besøg i min storebrors børnehaveklasse sammen med min ABA-træningsleder og én af mine venner. Det har været vildt spændende. Jeg glæder mig altså til det der skole, men det er nu også fedt at være blevet en af ”de store” oppe i børnehaven her efter sommerferien.

Marcus, 5 år.

Tilbage til oversigten over alle børnene

Cecilia Brynskov (red.) / 25.09.2006