Martin

Af Martins mor (november 2005)

Martin er født 8. april 2002. Han har en storebror som er 1 år og 8 måneder ældre.

Martins problemer startede, da han 15 måneder gammel kom i dagpleje. Herefter var han konstant forkølet og lignende, kulminerende med mellemørebetændelse i julen 2003. Startede i vuggestue april 2004 (2 år gammel).

Ved sundhedsplejerskens 22-måneders-besøg februar 2004 viste det sig, at han slet ikke var alderssvarende udviklet, trods det at vi i to måneder havde arbejdet ihærdigt på alle test-områderne, som vi kendte fra det lignende besøg for storebrors vedkommende.

Vi fik i løbet af foråret mistanke om nedsat hørelse, da han ikke reagerede på sit navn. Hans mormor er stærkt tunghør, hvorfor tanken var nærliggende. Sommeren 2004 fik han konstateret væske i mellemøret og fik i august indopereret dræn (begge sider). Sundhedsplejerskens besøg i september viste ikke den store bedring, og hun henviste os til en høretest på Børnekliniken for tale- og hørehæmmede, hvor han blev undersøgt i november 2004. Man mente, hørelsen var tilnærmelsesvis normal, men der var jo stadig sprogproblemerne.

Martin kunne på daværende tidspunkt (2 1/2 år) kun sige ganske få ord eller orddele, fx ’fær’, der betød ’færdig’ (med maden), ’fø’, der betød ’først’ (kom først ind på sit værelse). ’Hest’ kunne han også sige qua sin interesse for legetøjsheste. Martins største interesse var at tegne, hvilket foregik ved at tegne en krusedulle på en side i en bog og lynhurtigt bladre videre til næste side og så fremdeles. Han holdt meget af at lege med småbitte ting, fx miniature-kopper, -tallerkner, småsten osv. i størrelsen 1-2 cm. Puttede småsten i kloakken eller småting ind i større ting.

Ved undersøgelsen på Børnekliniken blev der observeret problemer på følgende områder: kommunikation, koncentration og øjenkontakt, hvilket vi efter bedste evne trænede med ham, indtil han ultimo maj 2005 (godt 3 år) kunne komme i Børneklinikens observationsbørnehave. Her blev der konstateret en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, formodentlig infantil autisme. Hørelsen var lettere nedsat på det ene øre, men normal på det andet, dvs. Martin må betragtes som normalthørende. I testsituationerne (PEP-R) ville han slet ikke medvirke, så man opgav at udtale sig om intelligensen. Det sproglige niveau, der i marts af PPR’s talepædagog var anført til maks. 1 1/2 år, var stadig under 2 år.

Herefter tog moderen alvorligt affære – læste alt, hvad der kunne opstøves af litteratur om autisme og relaterede emner og begyndte at træne seriøst med Martin efter ABA-metoden. Supervision har vi desværre ikke midler til. Vores kommune er som udgangspunkt afvisende over for ABA – det er for dyrt.

 
Martin (tv.) og hans storebror kan i dag være fælles om fascinationen af et stykke legetøj.
 
 

Martin lærte på de første tre måneder (til og med september 2005) godt 100 ord, 5 farver (kunne før det kun – usikkert – farven gul), sit eget navn (kunne før det kun storebrors navn med meget dårlig udtale), lægge puslespil uden knopper med op til 9 brikker, bede om hjælp, sige, han er sulten, skiftes til at sætte klodser på et tårn osv. Altså store fremskridt. Martins autistiske adfærd var i september 2005 især udmøntet i, at han var meget afhængig af sut og sutteklud samt videofilm, fx Postmand Per. Når vi ikke trænede med ham eller på andre måder var over ham, lagde han sig på gulvet med sut og klud og var tabt for omverdenen.

Martin har september 2005 fået den støttepædagog, vi bad om allerede i november 2004, 22 timer pr. uge. Støttepædagogen er indstillet på at arbejde med Martin, og Martin lærte at sige hans navn på bare to dage.

I november 2005 er Martin holdt op med at bruge sutteklud og nøjes med at ligge og nusse med sengetøjet, mens han falder i søvn. Hvis han kan få fat i mors bløde natkjole, er det også godt. Vi er på vej til at løse hans meget store søvnproblemer. Vi har flyttet soveværelset til et andet rum, hvor hans seng er blevet placeret op ad væggen i stedet for op ad mors seng. Det betyder, at vi har fået vænnet ham af med at hoppe over i mors seng om natten, til stor lettelse for moderen! Han er nu så motorisk bevidst, at han kan kravle pænt over tremmerne og via en stol ned på gulvet, så vi er ikke bange for, at han falder på gulvet. Når han først er faldet i søvn, sover han som regel hele natten.

Støttepædagogen sørger for, at han får rørt sig godt i dagens løb, så hans lidt leddeløse krop er blevet fastere, og han får også selvtillid derigennem. Vi har derudover ansat en hjælper til at komme nogle eftermiddage om ugen og lege + træne med Martin, dels for at holde ham væk fra tegnefilmene, dels for at udvikle ham. Moderen er også stadig med i træningsteamet.

Martin er blevet mere interesseret i omgivelserne og kan fx navnene på storebrors to bedste kammerater. Kan sige udvalgte sætninger på tre-fire ord, men glemmer det ofte i dagligdagen og forfalder til gestus eller lyde. Vi insisterer på, at han skal sige, hvad han vil have, fx ”Giv mig den kage.” Hvis han ikke selv husker det, siger vi det først, og så gentager han. Kan sige fx ”Nu kommer toget” og ”Far er kommet”, helt spontant, uden opfordring. Mormor blev henrykt, da Martin pludselig sagde ”mormor” i telefonen.

Martin er indstillet til en udredning på Børnepsykiatrisk Afdeling, hvor han forventes undersøgt efter nytår 2006.

Martin kan stadig være lidt af en drømmer, men nærmer sig virkelighedens verden.
 

Af andre tiltag, vi har iværksat, skal nævnes, at Martin siden nytår 2005 har fået Bio-Strath-dråber, som styrker immunforsvaret. 25 dråber i sportsvand, pærecider eller lignende (helst noget med god/stærk smag) morgen og aften. Herefter har han ikke været syg ret ofte. Vi har siden april 2005 givet ham fiskeolien Eye Q (i flydende form), en teskefuld morgen og aften sammen med Bio-Strath. På bare en uge mærkede vi den forskel, at han blev mere klar, og han vinkede pludselig glad farvel til legepladsen i børnehaven og begyndte at sige hej-hej.

Martin har fået bevilget en kugledyne af kommunen. Den sparkede han bare af i starten, hvilket vi var ret ærgerlige over. Nu har vi fundet ud af, at han skal ligge oven på kugledynen og med en let dyne over sig, så får han den beroligende effekt af kuglerne.

Alt i alt er der håb forude for Martin, hvilket vi aldrig havde haft uden træningen, så vi vil opfordre andre forældre til at tage kampen op i stedet for at lade barnet forblive i sin egen lille verden.

Tilbage til oversigten over alle børnene

Cecilia Brynskov (red.) / 13.11.2005