DANMARK

Ankestyrelsen indfører ny målestok for effekter af hjemmetræning


Ankestyrelsen har i en ny principafgørelse fortolket, hvordan ’barnets behov’ skal forstås i forbindelse med hjemmetræning. Fortolkningen indebærer en væsentlig stramning af kravene til målbare effekter af hjemmetræning. Hidtil har der ikke været krav om bestemte effekter af hjemmetræning, men nu bliver det et krav, at barnets udvikling skal stå mål med den forventede udvikling, barnet kunne have opnået, hvis barnet havde gået i et traditionelt specialtilbud.

Siden bestemmelserne om hjemmetræning blev indføjet i serviceloven i 2008, har det været et krav, at hjemmetræningen skal opfylde barnets behov for trivsel og udvikling. Men der har hidtil ikke været specifikke krav til udviklingsmål. Ankestyrelsens nye fortolkning betyder, at barnets udvikling i hjemmetræning skal være på niveau med eller større end den udvikling, man kunne forvente, hvis barnet havde fået et traditionelt, specialpædagogisk tilbud. Dermed er der åbnet op for, at kommuner kan nægte forlængelse af hjemmetræning med henvisning til, at barnets udvikling ikke står mål med den udvikling, barnet ville have kunne have opnået, hvis det havde været indskrevet i en specialbørnehave eller specialfritidshjem. Denne nye tolkning af barnets behov vil få betydning for alle former for hjemmetræning – også efter ABA-metoden.

Sagen drejer sig om en dreng, der var blevet hjemmetrænet efter Family Hope Center-metoden. Kommunen havde givet afslag på fortsat hjemmetræning med flere begrundelser, bl.a. at hjemmetræningen ikke bidrog med dokumenterbare forandringer hos drengen, udover hvad der kan forventes i forhold til barnets almindelige udvikling, at hjemmetræningen ikke imødekom de opstillede mål, og til at træningen ikke var dokumenterbar. Disse begrundelser afviser Ankestyrelsen som ugyldige, men godkender samtidig andre af kommunens begrundelser for afslag – nemlig brugen af carbogengas, genindånding i refleksposer og trykkammerbehandlinger. Så længe disse medicinske behandlinger blev anvendt i hjemmetræningen, var kommunen berettiget til at afvise fortsat hjemmetræning. Da familien ophørte med disse elementer fra Family Hope Center-metoden, kunne kommunen dog ikke længere stoppe hjemmetræningen.

Ankestyrelsens nye principafgørelse indeholder tre vigtige præciseringer af regelgrundlaget for hjemmetræning:

  1. Som et led i tilsyn og opfølgning kan kommunen stille betingelser og komme med sagligt begrundede anvisninger for godkendelse af hjemmetræning og for forlængelse af hjemmetræning. Hvis forældrene ikke følger kommunens saglige anvisninger, kan kommunen give afslag på hjemmetræningen.
  2. Der er ikke krav om, at effekten af hjemmetræning skal være af en bestemt størrelse, men den må dog ikke være mindre end hvis barnet havde gået i et traditionelt specialpædagogisk tilbud.
  3. En kommune kan ikke give afslag på hjemmetræning med den begrundelse, at der er givet et traditionelt tilbud, der dækker barnets behov.

Punkt 2 og 3 skal ses i sammenhæng: Eftersom hjemmetræning kun kan godkendes eller forlænges, hvis effekten af indsatsen er på niveau med effekter af et traditionelt dagtilbud, så kan kommunen ikke nægte hjemmetræning med henvisning til, at barnet allerede har fået et relevant dagtilbud, der opfylder barnets behov.

Ankestyrelsen kobler barnets behov med effekter af intervention

Kravet om, at effekten af hjemmetræning skal matche effekten af et traditionelt kommunalt dagtilbud, er en betydelig stramning af betingelserne for hjemmetræning, og indebærer, at der nu bliver indført en ny målestok for udvikling hos børn i hjemmetræning: barnets hypotetiske udvikling hvis barnet havde været indskrevet i et kommunalt dagtilbud.

Tidligere fortolkninger af bestemmelserne om hjemmetræning er i alle tilfælde gået ud fra, at målestokken for barnets udvikling ifm hjemmetræning skal være barnets egen udviklingshistorie samt forventninger til barnets fremtidige udvikling, sådan som den bliver beskrevet i den pligtige fase- og tidsplan.

I den håndbog om hjemmetræning, som den daværende Servicestyrelse udgav i forbindelse med vedtagelse af hjemmetræningslovgivningen (Servicestyrelsen 2008) er der beskrevet to former for effektmål: måling af udvikling i forhold til barnets udgangspunkt – barnet vurderes altså i forhold til sig selv – og vurdering af effekter ift. fase- og tidsplanen. Derimod er der ingen anvisninger på, at barnets udvikling skal vurderes i forhold til, hvad der kunne forventes i forhold til andre børn med tilsvarende funktionsnedsættelser. Her er nogle citater, der belyser, hvordan håndbogen forstår kravene om, at metoden skal opfylde barnets behov og at metodens effekter skal dokumenteres:

Visitationsudvalget skal vurdere, om den foreslåede hjemmetræning er dokumenterbar og om effekten af hjemmetræningen kan vurderes i forhold til de mål, der er opstillet (s. 31)

Det er vigtigt at være opmærksom på, at der for nogle af børnenes vedkommende kan være tale om udvikling i ”små skridt”. Her kan det være vedligeholdelse og trivsel, der er i fokus. For børn med progredierende lidelser kan omdrejningspunktet være muligheden for at deltage i det sociale liv.(s. 39)

Når resultaterne gøres op på forskellige tidspunkter, er der skabt fagligt grundlag for at vurdere, om hjemmetræningen bør fortsætte som planlagt, eller om der bør foretages justeringer. Det er vigtigt at være opmærksom på, at der kan være behov for justering af flere forskellige forhold. Hvis de opstillede mål ikke nås, så er det muligvis målene der bør justeres. Der kan være flere grunde til, at målene ikke nås, fx at der ikke er tilført de nødvendige ressourcer eller kompetencer, der skal til for at hjemmetræningen får det rigtige og planlagte indhold. (s. 43)

Arbejdet med dokumentation af hjemmetræningen og vurdering af dens effekt er primært rettet mod barnets udvikling set i forhold til de mål, der er opstillet. (s. 45)

I Socialministeriets vejledning (VEJ nr 9007 af 07/01/2014) er der en helt tilsvarende forståelse af, at målestokken for barnets udvikling er de mål, der er sat for hjemmetræningen.

Dokumentationen af, om barnet når de planlagte mål, kræver en vurdering af barnets situation, hans eller hendes udviklings- og funktionsniveau både før og efter træningsforløbet. Arbejdet med dokumentation af hjemmetræningen og vurdering af dens effekt er primært rettet mod barnets udvikling set i forhold til de mål, der er opstillet. (pkt. 157)


Når Ankestyelsen i sin nye afgørelse kan se bort fra disse tidligere fortolkninger af dokumentation for effekter af hjemmetræning, så skyldes det alene, at Ankestyrelsen ikke kobler de nye krav til bestemmelserne om dokumentation, men derimod vælger at udvide fortolkningen af kravet om, at træningen skal opfylde barnets behov.

Kommentar

Det er grundlæggende et fornuftigt krav, at udviklingen hos børn, der trænes i hjemmet, er på niveau med udviklingen hos børn, der får et traditionelt, kommunalt specialtilbud. Og det er et krav, som langt de fleste hjemmetræningsforløb kan opfylde. Men den nye fortolkning af barnets behov og de nye krav til træningsmetodernes effekter rummer alligevel nogle alvorlige konsekvenser. Og der bliver åbnet en ladeport for, at kommuner kan afvise fortsættelse af hjemmetræning med henvisning til, at hvis barnet blev visiteret til et specialdagtilbud, så ville dets behov blive bedre opfyldt og dets udvikling sikret bedre.

Men alle børn – og især børn med alvorlige handicaps – er unikke og følger ikke en standardiseret udviklingskurve. Tværtimod er deres udvikling ujævn – den kan ske i ryk og den vil oftest være forskellig fra udviklingsområde til udviklingsområde. Der er derfor ingen – heller ikke erfarne fagfolk eller eksperter – der kan afgøre, om et hjemmetrænet barn udvikler sig mere eller mindre end det ville have gjort, hvis det havde gået i en specialbørnehave.

Hvis man betragter større grupper af børn med handicap, så vil man i forskningen kunne finde mål for børnenes gennemsnitlige udvikling. Men det er ikke muligt at slutte fra en gennemsnitlig udvikling hos en forskningsbeskrevet gruppe af børn til et enkelt barn. Desuden vil sådan forskning så at sige aldrig være foretaget i danske specialbørnehaver. Det er derfor ikke muligt i den videnskabelige litteratur at finde dokumentation for den forventede udvikling hos enkelte børn i specialtilbud.

I danske specialbørnehaver og –fritidshjem er der ikke krav om – eller tradition for – at man løbende dokumenterer de enkelte børns udvikling. Børn med handicap bliver typisk udredt, når de bliver visiteret til en specialinstitution og igen når de skal skoleplaceres, men i perioden herimellem sker der sjældent en systematisk dokumentation af børnenes udvikling. Nogle specialbørnehaver anvender observationsredskaber som fx Kuno Bellers (Weltzer, 1991), men det sker ikke systematisk, og der er ingen krav om fx en årlig udredning af barnets udvikling. Kravene til dokumentation af udvikling i specialtilbud er således langt under de krav, som forældre, der vælger hjemmetræning, er underlagt. Her skal der ikke alene udarbejdes detaljerede fase- og tidsplaner for træningens indhold – træningens effekter skal også dokumenteres løbende.

Det er også et problem, at Ankestyrelsen – i lighed med kommuner og de fleste fagfolk – går ud fra, at en specialbørnehave eller –fritidshjem – altid og automatisk vil dække barnets behov. Der er i Ankestyrelsens principafgørelse ingen antydning af, at der sættes spørgsmålstegn ved denne grundregel. Også selv om der i traditionelle specialpædagogiske tilbud ikke er krav om, at de metoder, der anvendes, skal være dokumenterbare - end sige dokumenterede - eller at effekterne af institutionens intervention skal kunne måles eller have en vis størrelse.

Af disse grunde vil Ankestyrelsens nye fortolkning af barnets behov for udvikling i praksis få som konsekvens, at kommuner fremover kan stoppe hjemmetræninger alene baseret på udtalelser fra enkelte fagfolk om, at barnets udvikling ikke står mål med den udvikling der kunne forventes, hvis barnet havde gået i en specialbørnehave. Det vil ikke være muligt at dokumentere sådanne udtalelser og det vil være vanskeligt for forældre at sætte spørgsmålstegn ved disse udtalelser, fordi de alene er baseret på et fagligt skøn. Det vil samtidig være vanskeligt at bruge klagesystemet – Ankestyrelsen – til at få omstødt sådanne vurderinger. Ankestyrelsen og andre klageinstanser er normalt meget forsigtige med at underkende lokale fagfolks vurderinger ud fra den betragtning, at de instanser, der er tættest på borgerne – i dette tilfælde børn med handicap – også er dem, der bedst kan foretage faglige skøn.

Man skal være opmærksom på, at den nye fortolkning af barnets behov især vil få betydning for de børn, der modtager fuldtids hjemmetræning eller -undervisning. Børn der er i deltidstilbud - en kombination af hjemmetræning og et dagtilbud - vil ikke i samme grad være udsat for, at hjemmetræningen kan stoppes med henvisning til Ankestyrelsens nye praksis.Det skyldes, at man i kombinationstilbud ikke kan skelne mellem de udviklinger, der skyldes hjemmetræning og de udviklinger, der må tilskrives det ordinære dagtilbud.

Ankestyrelsens principafgørelse 70-14 om hjemmetræning kan læses på Retsinformation

Referencer

Servicestyrelsen (2008). Håndbog om udredning, visitation og hjemmetræning: Børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier (Vejledning nr. 3 til serviceloven). VEJ nr 9007 af 07/01/2014.

Weltzer, H. (1991). Kuno Beller's udviklingsbeskrivelse af småbørn : et pædagogisk hjælpemiddel. København: Dansk Psykologisk Forlag.



Joi Bay /03.12.2014