DANMARK

Flertydig rapport om hjemmetræningsordningen


SFIs rapport om hjemmetræningsordningen er bestilt af Socialministeriet


SFI har offentliggjort deres undersøgelse af hjemmetræningsordningen. Rapporten giver et meget blandet billede af hjemmetræning efter lovændringen i 2008, der gav forældre til børn med vidtgående handicap ret til at vælge hjemmetræning. Interviews med sagsbehandlere og en spørgeskemaundersøgelse i kommunerne giver et meget kritisk billede af hjemmetræning, mens tilsynsrapporter og interviews med forældre giver et betydelig mere positivt indtryk. Rapporten indeholder ingen konklusioner, men overlader det til læseren selv at danne sig sin mening.

Undersøgelsen er hovedsagelig baseret på kvalitative data fra interviews med forældre og med fagfolk, fra fokusgrupper med kommunalt ansatte og fra gennemgang af kommunale sager om hjemmetræning. Desuden er der blevet foretaget en spørgeskemaundersøgelse i kommunerne. Det er ikke alle kommuner, som har besvaret spørgeskemaet, og derfor er der lidt usikkerhed omkring tallene i rapporten. Resultaterne viser dog, at der er ca. 200 børn i hjemmetræning – en stigning på 30 % over de seneste to år. Børn i hjemmetræning er koncentreret i nogle få kommuner - 5-6 kommuner har halvdelen af børnene, mens et stort antal kommuner højst har 1 eller 2 børn i hjemmetræning. Der er mere end 30 kommuner, som slet ikke har bevilget hjemmetræning.

Anvendt adfærdsanalyse er den mest anvendt metode i hjemmetræning – 39 % – mens Family Hope Center regner sig for 28 %. De resterende fordeler sig på ikke mindre end 18 andre metoder, hvoraf mange kun benyttes til et enkelt barn. Af alle børn i hjemmetræning er det 65 %, som er i kombinationstilbud – dvs. deltids hjemmetræning kombineret med et regulært kommunalt dag- eller skoletilbud – men de resterede modtager ren hjemmetræning. Det fremgår af rapporten, at det primært er forældre, der vælger metoden Family Hope Center, som kun hjemmetræner, mens forældre til børn med autisme i ABA-træning i næsten alle tilfælde vælger at kombinere med et offentligt tilbud.

Kommuners og sagsbehandleres kritik af hjemmetræningsordningen
Den store spredning på forskellige metoder og et meget lille antal ansøgninger og bevillinger i de fleste kommuner gør, at kommunerne har vanskeligt ved at administrere hjemmetræningslovgivningen og at mange sagsbehandlere er ganske kritiske over for hjemmetræning. Rapportens kapitel om kommunernes håndtering af hjemmetræningssagerne – som er det længste og mest fyldige kapitel – giver hovedsagelig et negativt indtryk af hjemmetrækningsordningen.

Mange sagsbehandlere oplever, at de ikke er fagligt kvalificerede til at kunne vejlede forældrene omkring de formelle krav og de betingelser, der skal være til stede for at få en hjemmetræningsordning godkendt. Og det fremhæves, at det er en svær ordning at administrere, fordi der er mange elementer i den, samt at der er få sager, hvilket gør, at kommunerne ikke bliver fortrolige med ordningen. Sagsbehandlerne efterlyser også erfaring og retspraksis, og de oplever, at de kommunale fagpersoner – som indgår i visitations- og tilsynsteams - er uenige om værdien og effekterne af hjemmetræning.

Dette temmelig negative billede bekræftes af den kommunale spørgeskemaundersøgelse. Den viser, at flertallet af kommuner med hjemmetræning oplever udfordringer. Kommunernes fagfolk møder her mange forskellige metoder, som de for de flestes vedkommende ikke kender til. En del af kommunerne giver udtryk for, at de har problemer med at samarbejde med metodeleverandørerne (bl.a. supervisorer) og kommer ud for, at forældrene tror på deres leverandører, men ikke på kommunens fagfolk. Ordningen kritiseres også for, at en del af forældrene og børnene bruger lang tid hver dag på træning, men har få sociale kontakter udadtil, og at de stiller krav, kommunerne ikke finder rimelige. Det fremgår dog også af rapporten, at denne kritik især retter sig imod Family Hope Center metoden.

Dette meget kritiske blik på hjemmetræningsordningen modsiges til en vis grad af rapportens gennemgang af sager om hjemmetræning – bl.a. tilsynsrapporter. Her fremgår det, at sagsbehandlere og fagpersoner anerkender de fremskridt, der er sket med hjemmetræning, og at de i nogle tilfælde har vurderet, at hjemmetræningen har ført til større fremskridt, end der kunne være opnået ved en ordinær indsats. Men dette indhold i tilsynsrapporterne får lov til at stå ukommenteret, og bliver ikke holdt op imod de kritiske udsagn fra sagsbehandlere og fagfolk.

Forældres vurdering af hjemmetræningen

Til undersøgelsen er både forældre til børn i ordinære specialtilbud og forældre til børn i hjemmetræning blevet interviewet. Ikke overraskende viser det sig, at begge grupper af forældre er tilfredse med deres valg og tilfredse med det tilbud, som deres barn har, og de resultater, der opnås. Men blandt de forældre, der hjemmetræner, er der stor forskel på forældrenes tilfredshed med visitationen til hjemmetræning og med samarbejdet med de kommunale fagfolk.  

Forældrene til børn med hjemmetræning deler sig i to nogenlunde lige store grupper: Den ene gruppen fortæller, de har et godt samarbejde med kommunen, og at de er godt tilfredse med den behandling, de har fået af kommunen. Den anden halvdel af forældrene er utilfredse, og de synes ikke, de har fået det, de har krav på. Man kan i rapporten ikke se, hvordan disse to grupper af forældre fordeler sig på diagnoser eller på træningsmetoder.

Det fremgår også at der er 17 % af de forældre, der ansøger om hjemmetræning, der har fået afslag, men disse forældre er ikke blevet interviewet. Kommunerne oplyser, at de meste almindelige begrundelser for afslag er, at børnene ikke tilhører målgruppen for § 32, eller at forældrene ikke skønnes at have ressourcer til opgaven. En tredje grund er, at forældrene ikke selv planlægger at træne deres barn, men i stedet udelukkende vil benytte hjælpetrænere. Det fremgår ikke af rapporten, i hvilket omfang fortsættelse af igangværende hjemmetræning bliver nægtet og bevillingen stoppet.

Kommentarer

SFIs undersøgelse er beskrivende – der er ingen analyser af sammenhænge eller årsager. Og i mange tilfælde bliver der ikke konkluderet eller samlet op på tendenser eller modsætninger. Det gør undersøgelsen ganske svær at anvende og forstå – især for læsere, der ikke er godt inde i hjemmetræningsordningen, som i mange tilfælde vil finde at rapporten har begrænset værdi.

Alle former for hjemmetræning og alle former for handicap bliver i rapporten behandlet samlet, uden at der skelnes tydeligt mellem, om det drejer sig om motorisk træning eller kognitiv, social og kommunikativ træning, og uden at der differentieres mellem fuldtids hjemmetræning og deltids hjemmetræning i kombination med et dag- eller skoletilbud. Denne sammenblanding af metoder, handicap og organisering af træningen betyder, at det for udenforstående er ganske vanskeligt – og i mange tilfælde helt umuligt – at få et indtryk af, om der er nogle systematiske forskelle. Fx forskelle i forældrenes vurderinger af visitationen og samarbejdet med kommunen og forskelle i fagfolkenes vurderinger af effekter og trivsel.

Hvis man kender lidt til hjemmetræningsområdet vil man vide, at det er de fysiske træningsmetoder til børn med cerebral parese – fx Family Hope Center – som er kontroversielle i kommunerne, og som give anledning til konflikter mellem forældre og fagfolk. Hvorimod anvendt adfærdsanalytisk træning til børn med autisme er mere i overensstemmelse med de kommunale fagfolks forventninger til tilbud til børn med handicap – bl.a. fordi ABA-træning oftest kombineres med et dag- eller skoletilbud.

Enkelte steder i rapporten kobles den kommunale kritik af træningsmetoder med Family Hope Center-metoden, men meget ofte er der tale om helt generelle, kritiske udsagn, hvor det for læseren er helt umuligt at vide, om der tales om specifikke metoder eller om alle former for hjemmetræning. Det er især uheldigt, eftersom der er mange kommuner, som kun har et eller to hjemmetræningsforløb, og denne begrænsede erfaring vil selvfølgelig farve opfattelse af hjemmetræning hos disse kommuners sagsbehandlere og hos dem, der har besvaret spørgeskemaet.

Det er problematisk, at rapporten er utrolig kortfattet når det gælder beskrivelsen af de hyppigst anvendte træningsmetoder. ABA-metoden beskrives på 5 linjer, og det samme gælder Family Hope Center-metoden. Det er tydeligt, at rapportens forfattere ikke har haft interesse i at sætte sig ind i de enkelte metoder, men denne mangel betyder samtidig, at det for læsere af rapporten bliver umuligt at få et indtryk af, hvordan de enkelte metoder adskiller sig fra hinanden.

Som eksempel på modsætninger, der er indbygget i rapporten, men som ikke adresseres, kan man nævne modsætningen mellem indholdet i tilsynsrapporter og udsagn fra kommunale sagsbehandlere og andre fagfolk. De – relativt få – citater, der er fra tilsynsrapporter giver et ganske positivt billede af børnenes udvikling i hjemmetræning og af de metoder, der anvendes. Men dette billede modsiges af de mange kritiske udtalelser fra de kommunalt ansatte og fra resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen, som også er ganske kritisk over for hjemmetræningen. I denne modsætning ligger der et paradoks, som rapporten slet ikke forholder sig til: hvordan kan tilsynsrapporterne være positive og resultere i, at hjemmetræningen fortsættes, samtidig med, at fagfolkene er så kritiske. Det kan skyldes, at de metoder, der refereres i tilsynsrapporterne og de metoder, der omtales i interviews, ikke er de samme. Og det kan også skyldes, at sagsbehandlerne mener, at de ikke kan administrere lovgivningen anderledes – også altså må give fortsat bevilling – selv om de er kritiske over for både træningens manglende resultater og isolationen af børn i fuldtids hjemmetræning.

Det overordnede problem i rapporten er således, at alle former for handicap og alle hjemmetræningsmetode og alle organiseringer af hjemmetræning bliver behandlet samlet – som om hjemmetræning var et fænomen, der meningsfuldt kan forstås eller analyseres samlet. Set fra en lovgivningsmæssig og en administrativ synsvinkel giver det mening at betragte hjemmetræningsordningen som et hele, men når det gælder forældretilfredshed, samarbejde mellem forældre og kommune og resultater af træningen giver en sådan sammenblanding af handicaps og metoder ikke mening.

Bengtsson, S., Johansen, L. N., & Andersen, C. E. (2014). Hjemmetræning: Evaluering af regelsættet om hjælp og støtte efter servicelovens § 32 stk. 6-9. København SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Rapporten kan læses på SFIs website

 

Joi Bay /19.12.2014